Bjørnen Tuffy er på få dage blevet kendt i store dele af verden. Det er også svært ikke at holde af den glade bjørn, hvis første svømmetur efter et langt liv i fangenskab blev fanget på video.

Historien om Tuffy begynder faktisk allerede i september 2015. Her blev han sammen med seks andre bjørne befriet fra en vietnamesisk galdefabrik af dyrerettighedsorganisationen Animals Asia.

Tuffy havde levet hele sit liv i et lille bur, hvor han under stor smerte fik tappet sin galde til brug i traditionel asiatisk medicin.

Animal Asias dyrlæger behandlede ham i månedsvis og måtte blandt andet bortoperere hans galdeblære, fordi den var så ødelagt.

I april 2016 var han endelig klar til et ny liv med masser af plads i et reservat. Og sikke en lykke. Som du kan se i videoen i toppen af artiklen, plasker Tuffy rundt og kaster sig i vandet som en ægte vandhund.

Selv om videoen er fra april, har den først spredt sig i løbet af de sidste par dage, efter at det amerikanske medie Mashable delte videoen på sin Facebookside. Her er videoen set mere end 10 millioner gange, og den har siden spredt sig til mange andre medier.

»Efter mange år med lidt eller slet intet vand må det føles som en sand oase for Tuffy. Det må have været en kæmpe lettelse for ham endelig at have friheden til at kunne plaske rundt efter kun at have kunnet stå op på tremmerne i et lille bur,« sagde Animal Asias bjørne-ansvarlige, Louise Ellis, da organisationen lagde videoen på deres egen hjemmeside i april.