Beboere evakueres efter eksplosionsbrand i North Dakota

USA: Et tog kørte sent mandag dansk tid af sporet og brød i brand ved Casselton i den amerikanske delstat North Dakota. Derefter blev det afsporede tog ramt af et andet tog, hvilket fik flere af togvognene til at eksplodere.

Det ene tog transporterede råolie, og videooptagelser fra stedet viser en voldsom brand med heftig røgudvikling og paddehattesky.

De lokale politimyndigheder opfordrede natten til tirsdag dansk tid alle beboere i Casselton samt beboere, der bor inden for en radius af otte kilometer syd eller øst for byen, til straks at lade sig evakuere. Det skyldes ifølge lokale medier, at en ændring i vindretningen kan sende den sundhedsskadelige røg ind over byen.

Der er ingen meldinger om tilskadekomne ved ulykken.

BNB