En kvinde fra USA er erklæret hjernedød, men holdes kunstigt i live, fordi hendes ufødte barn stadig vokser i hendes mave.

Marlise Munoz kommer aldrig til at vågne igen.

Den 33-årige kvinde fra Texas er erklæret hjernedød, efter hun blev ramt af en blodprop, og hvis ikke en maskine trak vejret for hende, ville hendes hjerte holde op med at slå.

Det var ellers stik imod Marlise Munoz' ønske at blive holdt kunstigt i live, så da hendes mand og forældre samledes på hospitalet, var det for at afsked med deres elskede. Hvad de ikke var forberedt på, var beskeden, som lægerne her gav dem: Der skulle ikke slukkes for respiratoren. Marlise Munoz kunne ikke få lov til at dø. 

Hun var gravid i tredje måned.

Det er avisen The New York Times, som fortæller den rørende historie om Marlise Munoz og hendes familie, og som avisen skriver, er sagen et usædvanligt sammenstød mellem lovgivning, lægevidenskab, abort og etik.

Texas er en af de mindst 31 stater i USA, som i større eller mindre grad har indført regler, der forbyder læger at slukke for gravide kvinders respiratorer. Netop Texas har ifølge en rapport fra Center for Women Policy Studies en af de mest restriktive lovgivninger på området, og derfor skal Marlise Munoz holdes kunstigt i live, indtil hendes barn kan komme til verden - vel at mærke imod både familiens og hendes eget ønske.

Når man er hjernedød, er alle hjernens funktioner ophørt med at fungere, og ens liv er reelt forbi, men hjertet kan godt fortsætte med at slå, hvis man er sluttet til en respirator. Det betyder samtidig, at det ufødte barn stadig lever og vokser inde i Marlise Munoz' mave. Fosteret er nu omkring 20 uger gammelt.

Hospitalet hævder, at det blot følger loven, men ifølge New York Times mener flere eksperter, at lægerne overfortolker reglerne. Spørgsmålet er nemlig, om forbuddet mod at slukke for den livsbevarende behandling af gravide rent faktisk gælder for kvinder, som allerede er erklæret hjernedøde.

Begge Marlise Munoz' forældre forsøger nu at få præciseret lovgivningen, så andre kvinder, døtre og hustruer ikke ender i samme situation som deres datter. Som faderen, Ernest Machado på 60, siger til New York Times:

»Alt hvad hun er, er en vært for et foster.«

Amerikanske tilstande i Danmark?

Kunne Marlise Munoz' historie gentage sig i Danmark? Nej, mener Morten Hedegaard, som er klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling og en af landets førende læger inden for graviditet og fødselshjælp.

»Jeg kan slet ikke forestille mig et lignende eksempel her i Danmark. Jeg er overbevist om, at man ikke ville holde en kvinde kunstigt i live i næsten et halvt år,« siger han til Berlingske.

Men omvendt - hvis en kvinde kommer ud for en dødelig ulykke umiddelbart inden, hun skal føde, kan man sagtens forestille sig, at barnet bliver taget ud med kejsersnit, inden man slukker for respiratoren, forklarer han. Og rent fysiologisk er det bestemt muligt at ernære et barn i en hjernedød mors mave igennem længere tid - selvfølgelig med variationer fra sag til sag.

Alligevel ville lægerne blive stillet over for et meget svært valg, hvis situationen skulle opstå, mener Morten Hedegaard:

»Jeg tror, at det strider mod mange menneskers etiske synspunkter at lade en graviditet køre videre i lang tid, selvom man ved, at moderen er død. Hvis det alligevel er de efterladtes ønske, så stiller det lægerne over for et kompliceret valg, som man så må tage i hver enkelt sag,« siger han.

Heldigvis er det ikke nødvendigt at tage den slags valg særligt ofte. Sager om gravide, som skal holdes kunstigt i live, er ekstremt sjældne, og Morten Hedegaard erindrer ikke, at det er sket i alle de ti år, han har været ansat på Rigshospitalets fødeafdeling. Men selv om eksemplerne er sjældne, er de ikke ukendte.

Mor døde tre måneder før fødsel

Så sent som sidste sommer fandt skete der noget i Ungarn, som på mange måder minder om Marlise Munoz ulykkelige situation. En 31-årig kvinde blev erklæret hjernedød efter et slagtilfælde hele tre måneder før, hun skulle føde, men med lægernes hjælp blev hendes kropsfunktioner holdt i gang, indtil barnet var klar til at komme til verden ved kejsersnit. På daværende tidspunkt var moderen intet andet end et hylster af kød og blod - holdt i live for at redde det liv, som stadig voksede i hendes mave.

Og missionen lykkedes. Barnet overlevede.

Langt mere ulykkeligt endte en anden lignende sag i Tyskland tilbage i 1992.

Her var en kun 18-årig kvinde små tre måneder henne i sin graviditet, da et trafikuheld kvæstede hende så alvorligt, at hun blev erklæret hjernedød. Selvom fosteret langt fra var udvokset og ikke ville kunne klare sig på egen hånd, valgte lægerne på universitetsklinikken i den sydtyske by Erlangen, at holde den unge kvinde kunstigt i live.

Dagene gik, og i hele Tyskland rejste der sig en heftig debat om etik. Men efter seks uger gav den udmattede krop op, og kvinden aborterede.

Et dilemma fra sag til sag

Så hvad vejer tungest? Det ufødte barns liv eller moderens ret til at dø i fred? I Danmark har Det Etiske Råd endnu ikke skulle tage stilling til spørgsmålet, men rådets formand, Jacob Birkler, understreger, at det er afgørende, at man tager bestik af hver enkelt situation fra sag til sag.

»Det er et etisk dilemma, og der vil være ganske særlige omstændigheder hver eneste gang. Der er et hensyn til fosteret og et hensyn til kvinden, og så er der de pårørende, som også sættes i en vanskelig situation. Hvor stor medbestemmelse skal de have? Derfor er det afgørende er, at den endelige beslutning bliver taget ud fra hver enkelt sag. Situationerne kan være så forskellige, at etikken i nogle tilfælde giver sig selv,« siger Jacob Birkler.

Han har ikke det endegyldige svar, men hæfter sig ved, at en hjernedød kvinde ikke er i stand til selv at træffe et valg om, hvorvidt hun vil lade sit barn leve eller ej. Hun er med andre ord ikke habil til at bestemme, ligesom en mindreårig pige rent juridisk heller ikke er habil til at bestemme, om hun skal have foretaget en abort, hvis forældrene er imod.

I pigens tilfælde ville lægerne også skulle lytte til forældrene og eventuelt et abortsamråd, og dén situation har flere etisk relevante ligheder med en sag, hvor en gravid kvinde er blevet erklæret hjernedød, mener Jacob Birkler.

»Udgangspunktet må være den afdøde kvinde, som vi skal behandle med værdighed, men i situationen bør der eksempelvis også være blik for den potentielle far som måske ønsker barnet, hvilket på dette ene punkt ligner eksemplet med den mindreårige pige, hvor forældrene kan og vil varetage omsorgen for både pigen og barnet,« siger han.

Frygter af barnet har taget skade


Det er nu omkring halvanden måned siden, at Marlise Munoz fra Texas blev ramt af blodproppen, som fik hende til at kollapse på køkkengulvet i hendes hjem. Her lå hun ifølge lægernes vurdering i en time eller mere, før hun blev fundet og bragt til hospitalet. I al den tid trak hun ikke vejret. Familien frygter derfor, at hendes ufødte barn har taget alvorlig skade.

Marlise Munoz' mand, Erick Munoz, er nu vendt tilbage til sit arbejde som brandmand, men han våger stadig ved sin hustrus hospitalsseng.

Efter planen skulle hun føde i midten af maj, men det er uvist, hvad lægerne ender med at gøre. Ifølge New York Times kan de vælge at foretage et kejsersnit omkring 22-24 uger inde i graviditeten - det vil sige i løbet af denne måned. Uvisheden er ødelæggende fortæller hendes far ifølge New York Times:

»Det er meget frustrerende for mig, særligt fordi vi ikke har nogen indflydelse på beslutningerne. De forlænger vores pinsler.«