Dem amerikanske præsident mener ikke, at der er tid til tøven i arbejdet for at undgå den såkaldte »fiscal cliff«.

USA: Der er ingen tid at spilde, mener Barack Obama, som beder Repræsentanternes Hus vedtage den nye budgetaftale så hurtigt som muligt.

- Hverken Demokraterne eller Republikanerne har fået alt det, de gerne vil, men denne aftale er det rigtige for vores land, og huset bør vedtage den med det samme, siger præsidenten ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ved midnat røg amerikanerne ud over den økonomiske afgrund - den såkaldte »fiscal cliff« - da der endnu ikke er en budgetaftale på plads. Men få timer senere blev Demokraterne og Republikanerne i Senatet enige om et forslag til en budgetaftale, som blev stemt igennem tirsdag morgen.

- Der er mere arbejde at gøre for at reducere vores underskud, og jeg er villig til at gøre det. Aftenens aftale sikrer, at vi fremadrettet vil fortsætte med at reducere underskuddet via en kombination af nye nedskæringer og indtægter fra de rigeste amerikanere, siger Barack Obama ifølge Reuters.

Nu er det så op til Repræsentanternes Hus at vende tommelen op eller ned for aftalen, der blandt andet letter skattetrykket for middelklassen og øger skattetrykket for de rigeste amerikanere.

- Huset vil leve op til forpligtelsen og overveje Senatets aftale, siger John Boehner, der er talsmand for Repræsentanternes Hus.

Det forventes, at Repræsentanternes Hus tager stilling til budgetaftalen i løbet af tirsdagen.