FNs generelsekretær, Ban Ki-moon, fordømmer IS’ halshugning af endnu et amerikansk gidsel. Det er dog stadig uvist, om videoen er ægte.

FN: En ny video, der blev offentliggjort tirsdag aften, viser endnu en amerikansk journalist blive halshugget af Islamisk Stat (IS), og det får nu FN til at reagere.

FNs generelsekretær, Ban Ki-moon, siger under en tale i New Zealand onsdag, at han er oprevet over situationen og har svært ved at tro, at folk »kan blive truet med grusomme gerninger« på grund af deres etnicitet eller religion. Det skriver Voice of America på sin hjemmeside.

Det er endnu ikke bekræftet, om videoen, der viser IS’ henrettelse af den amerikanske journalist Steven Sotloff, er ægte.

Den påståede morder i videoen henvender ifølge Voice of America sig direkte til den amerikanske præsident, Barack Obama, og forklarer, at Steven Sotloffs død skal ses som en hævn over USAs luftangreb på Islamisk Stat.

»Ligesom jeres missiler fortsætter med at ramme vores folk, vil vores knive fortsætte med at ramme jeres folks halse,« siger han.

Ifølge Voice of America undersøger amerikanske myndigheder nu, om videoen er autentisk.

Den nye video kommer, mens verden stadig er i chok over sidste måneds video, der viser Islamisk Stats halshugning af den amerikanske journalist Jim Foley.

Steven Sotloff blev taget til fange i Syrien i august 2013, og det er et år efter kidnapningen af Jim Foley. Han arbejdede for TIME Magazine og magasinet Foreign Policy.

USA har udført luftangreb mod Islamist Stat i samarbejde med Iraks regering siden august.