Ban Ki-moon fordømmer drab på FN-soldater

FN: To soldater fra FNs fredsbevarende mission i Darfur-regionen i Sudan blev søndag dræbt, da ukendte gerningsmænd beskød deres konvoj, oplyser FN.

FNs generalsekretær, Ban Ki-moon, er »rystet« over drabene og opfordrer den sudanesiske regering til at skride til handling mod det stigende antal drab på FN-soldater i regionen, siger generalsekretærens talsperson.

De to dræbte soldater kom fra Jordan og Senegal. Med søndagens drab er mindst 14 FN-soldater blevet dræbt i Sudan i løbet af det seneste halve år.

Over 300.000 mennesker har ifølge FN mistet livet, siden konflikten i Darfur brød ud i 2003, og flere end to millioner mennesker er blevet tvunget på flugt fra deres hjem.

BNB