En et-årig pige fra Sverige har pådraget sig svære skader, efter at hun faldt fra en balkon på Gran Canaria.

Det skriver den svenske avis Aftonbladet.

Barnet er på ferie med sin familie, der bor på hotellet Sunwing Arguineguín i byen af samme navn, Arguineguín.

TIP BT: Bor du på hotellet, og har du oplevet noget? Så skriv til os på 1929@bt.dk

Men den ferie blev med et forvandlet til et mareridt, da den 1-årige pige faldt fem til otte meter fra værelsets balkon.

»Vi ved ikke, hvordan det kan være gået til, at hun er faldet ud,« siger rejseselskabet Vings talsmand, Charlotte Hallencreutz, til Aftonbladet.

Ving er det, som man i Danmark kender som Spies.

»Vi fokuserer på familien og bistår med alt, hvad de behøver. Vi kommer også til at have personale ved receptionen hele dagen, da en del personer så hændelsen, og der kan være behov for at tale om det,« siger hun og slår samtidig fast, at balkonerne på hotellet opfylder alle sikkerhedskrav.

Aftonbladet har desuden talt med en gæst, der fortæller, at ulykken skete på et tidspunkt, hvor mange sad og spiste aftensmad. Ifølge gæsten faldt pigen fra fjerde sal og to etager ned på et tag.

»Alle hørte bumpet, men så blev der stille i mindst et minut. Min første tanke var faktisk, at et lille menneske var faldet, men eftersom der var stille så længe, slap jeg tanken,« siger gæsten til Aftonbladet.

»Cirka et minut efter bumpet kom moderen ud på balkonen og skreg, hvorefter en anden hotelgæst råbte fra sin balkon: Der er en baby dér,« siger gæsten.

Barnet befinder sig nu på et hospital, hvor hun bliver behandlet for det, der beskrives som ‘svære skader’. Hendes præcise tilstand og omfanget af skaderne kendes ikke.