3. januar 2013 blev Ryan Heydari født i Ontario i Canada. Han blev kun 22 dage gammel, da lægerne ikke var i stand til at stoppe blødningen, som opstod, efter han blev omskåret.

Selv om Ryan Heydaris forældre i første omgang ikke var vilde med idéen om, at deres søn skulle omskæres, så blev de overtalt af familiens læge til at omskære spædbarnet. Men der opstod en alvorlig komplikation, efter Homa og John Heydari havde fået deres søn hjem. Ryan Heydari begyndte at bløde efter operationen, og lægerne var ikke i stand til at stoppe blødningen. En lille uge efter gik han bort, efter Ryan Heydari havde mistet 40 procent af sit blod.

Anbefalingen fra familiens læge trodsede de gældende anbefalinger fra Canadian Pediatric Society - en organisation, der arbejder for at sikre børn og unges helbred. Anbefalingen fra organisationen lyder, at fordelene ved at omskære en baby ikke opvejer risiciene ved proceduren.

Her ses forældrene til Ryan Heydari.
Her ses forældrene til Ryan Heydari.
Vis mere

Familien er forståeligt nok stadig knust over tabet af deres eneste barn, som på få dage nåede at berige deres liv enormt.

»Han gav os de mest utrolige øjeblikke i vores liv,« siger Ryan Heydaris mor, Homa, til det canadiske medie National Post.

Grunden til, at historien først kommer ud nu, er, at forældrene har anket beslutningen om, at børnelægen, der stod for indgrebet, kun har fået en advarsel. Forældrene mener også, at myndighederne, der har taget sig af sagen, ikke har været i stand til at give dem fyldestgørende svar på deres mange spørgsmål.

»Vi er så chokerede over, at vi ikke får et svar, der kan give os ro i sjælen,« siger Homa Heydari.

Forældrenes advokat oplyser også, at de er langt fra tilfredse med efterforskningen af deres barns død. Det er dog ifølge Canadian Pediatric Society meget sjældent, at små børn dør, efter de er blevet omskåret.