VATIKANET: Protestanter skal undskylde for Reformationens overgreb mod katolikker. Og det skal ske i 2017, når protestanterne fejrer 500-året for Reformationen og Luthers 95 teser.

Samtidig skal den katolske kirke undskylde for katolikkernes overgreb på protestanterne.

Det er den opsigtsvækkende idé, som er blevet luftet på den tysksprogede udgave af Radio Vatikanet i Rom, skriver Kristeligt Dagblad.

Tanken blev formuleret af den tyske katolske præst Stephan Horn, som er formand for pave Benedikt XVI’s såkaldte Schülerkreis, en studiekreds bestående af pavens tidligere teologistuderende. Kredsen samles hvert år til et sommermøde i pavens sommerresidens i Rom, Castel Gondolfo, og i år var temaet den økumeniske dialog mellem protestanter og katolikker.

- På slottet blev det især diskuteret, om man kunne nå frem til et ’mea culpa’, en skyldserkendelse fra begge sider. Paven har altid givet udtryk for det synspunkt, at en renselse af minderne om historien er nødvendig. De historiske begivenheder kan selvsagt ikke udviskes, men det afgørende er, hvordan man ser på tingene. At eliminere konfliktens gift er en reel bedring, sagde Stephan Horn efter afslutningen på »studiekredsen«.

Overvejelserne har fået en postiv modtagelse i lutherske kredse.

- Som vi nærmer os reformationsjublæet, skal vi finde en måde at se tilbage på historien på, som udtrykker taknemmelighed for Reformationens gaver, men også indeholder en kritisk vurdering af de negative begivenheder, som fandt sted i reformationsprocessen, siger Kaisamari Hintikka, leder af programmet Kirker i Dialog i Det Lutherske Verdensforbund.

Også lederen af Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Hanna Broadbridge, reagerer positivt på den katolske føler:

- Vi havde hørt, at den katolske kirke havde noget på trapperne i forbindelse med reformationsjubilæet. Måske er det det, der kommer her. Det er altid godt at erkende de fejl, som er blevet begået på begge sider, og nærme sig forsoning.

Reformationen udløste flere århundreder med religionskrige og massakrer af civilbefolkningerne. Alene under Bartholemæus-natten og de efterfølgende massakrer på de franske protestanter i 1572 blev mellem 5000 og 10.000 mennesker dræbt.

Men katolikkerne blev også ofre for overgreb, som i byen Nîmes i 1567, hvor protestanter dræbte snesevis af katolikker.

BNB