Den amerikanske avis The Boston Globe har på en satirisk udgave af forsiden givet en noget uhyggelig fremtidsversion af USA, hvis Donald Trump vinder præsidentvalget. Nu er Trump kommet med sit modsvar.

Deportation af illegale immigranter i millionvis, et krakket aktiemarked, en mur mod Mexico, ordrer om at slå familiemedlemmer til medlemmer af Islamisk Stat ihjel, udelukkelse af dele af pressen, som er 'absolut udskud', og Donald Trump på vej mod en Nobel Fredspris.

Det er alle blandt de ting, som Boston Globe i deres selverklærede satiriske kig i den magiske krystalkugle af en forside har spået USAs fremtid til at indeholde, hvis republikanernes præsidentkandidat Donald Trump går hen og vinder posten som verdens mest magtfulde person.

Det har trukket overskrifter over store dele af verden - og ikke mindst i USA, hvor adskillige medier har grebet historien.

Foruroligende fremtid
Boston Globe har været ude og forklare meningen med forsiden, som de selv kalder en satirisk fremtidsversion af 'Donald Trumps Amerika'.

I avisens leder om forsiden skives der:

»Dette er Donald Trumps Amerika. Det, du læser på denne side, er, hvad der sker, hvis hans ord bliver til handlinger. Mange amerikanere kan se hans versioner som besnærende, men Globens redaktørkollegie finder det bekymrende.«

»Donald Trumps vision for fremtiden for vores land er dybt foruroligende, da det er dybt uamerikansk.«

»Den satiriske forside på denne sektion er et forsøg på netop det: At vise hvordan Amerika vil se ud med Trump i det Hvide Hus. Det er en øvelse i at tage manden på hans ord. Og hans version af Amerika ser ud til at være lige så forfærdelig i det virkelig liv, som den er sort-hvid på denne side. Det er en vision, som kræver en aktivt engageret opposition,« skriver avisen.

Solgt for en dollar
Donald Trump har også set forsiden. Og han er ikke just begejstret, hverken for forsiden eller for avisen i helhed.

Til et vælgermøde har han ifølge det amerikanske medie TheHill.com været ude og kommentere anklagerne på forsiden. Han sagde:

»Hvad med den dumme Boston Globe? Det er værdiløst, solgt for en dollar,« sagde Trump og fortsatte:

»Så I den historie? Hele forsiden - de fandt på historien. De foregav, at Trump var præsidenten, og de fabrikerede hele forsiden. De fandt på det hele, hvilket ikke er så anderledes fra resten af avisen - jeg mener, det hele er pure opsind. Og jeg tror, det rammer dem selv,« sagde Trump til et vælgermøde.

For tiden er Donald Trump på vej mod en ganske komfortabel sejr i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat, hvorefter han så skal møde den demokratiske ditto, som enten bliver Hillary Clinton eller Bernie Sanders.

Det amerikanske præsidenvalg finder sted 8. november i år.

/ AFP PHOTO / Karen BLEIER
/ AFP PHOTO / Karen BLEIER Foto: KAREN BLEIER
Vis mere