Politiet står overfor et muligt gennembrud i sagen om den forsvundne Madeleine McCann, efter at en britisk mand ifølge avisen Daily Mirror er blevet anholdt i sagen.

Anholdelsen sker ifølge Daily Mirror efter, at avisen i sidste uge skrev om, at en mand har fortalt, at han i sommer så den britiske pige i live på en middelhavsø. Manden skulle angiveligt havde henvendt sig til en respekteret advokat under en fest i Manchester den 17. august.

Advokaten henvendte sig efterfølgende til efterforskningsholdet hos Scotland Yard, der har  gennemgået advokatens oplysninger.  Ifølge Daily Mirror betegner politiet oplysningerne som 'højt oppe på troværdighedsskalaen'.



Oplysningerne kommer samtidig med, at det er varslet, at politiet mandag aften præsenterer nye oplysninger i sagen. Det sker i BBC-programmet Crimewatch, der er det britiske svar på TV2-programmet 'Efterlyst', hvor man sætter fokus på uløste kriminalsager.

Her vil politiet blandt andet offentliggøre fantomtegninger af to tysktalende mænd, som er mulige mistænkte i sagen. Desuden vil man vise en 25 minutter lang rekonstruktion af, hvad der skete omkring den lille piges forsvinden.



Madeleine McCann forsvandt kort før sin fire-års fødselsdag den 3. maj 2007 fra den ferielejlighed i portugisiske Praia da Luz, hvor hun var på ferie med sine forældre. Siden har ingen med sikkerhed set hende i live.