Gurli Gris er et sikkert hit blandt de mindste i mange familier verden over - også her i Danmark. Men i Australien er der netop nu stor debat om tegneserien, for det er bestemt ikke alle, der er glade for de korte tegnefilm om Gurli og hendes families hverdag og sjove oplevelser.
Lederen af Australiens nationale imamråd, Sheik Shady Alsuleiman vil have forældre til at zappe væk fra Gurli Gris og andre vestlige tegneserier, når børnene sidder foran fjernsynet. I stedet opfordrer han dem til at lade de små poder se religiøse tegnefilm produceret af One4Kids.
Det skriver News.com.au.
»I disse dage, i denne moderne tidsalder, er vores børn optagede af at se forskellige tegnefilm på tv, og det er vores ansvar ikke at stoppe dem, men give dem et alternativ,« siger Sheik Shady Alsuleiman i en video på One4Kids' Facebook-side, hvor han også opfordrer forældrene til at donere penge til produktionsselskabets alternativ til netop Gurli Gris.
Sydney-baserede One4Kids laver tegnefilm, som fokuserer på bøn, historier om profeten Muhammed, Ramadanen og at lære arabisk. Netop nu er One4Kids i fuld gang med at lave tegneserien Barakah Hills, som handler om Abdullah-familien, der bor i en lille by med en overvejende muslimsk befolkning.
'Vi introducerer Barakah Hills - et af vores mange alternativer til Gurli Gris,' skrev One4Kids i november i forbindelse med udgivelsen af den første trailer fra tegneserien.
Målgruppen er - præcis som det er tilfældet med Gurli Gris - børn i førskolealderen, og målet med Barakah Hills er ifølge One4Kids at 'vise børn, hvad det vil sige at være praktiserende muslim og en god samfundsborger'.
Producer på One4Kids, Subhi Alshaik, fortæller til BBC, at han er stor fan af Gurli Gris, men at tegneserien 'tilsyneladende har indhold, som gør børn til møgunger'. Overfor The Australian fortæller han, at One4Kids' islamiske tegneserier er et alternativ til noget af det 'skod-tv', som 'virkelig ikke lærer børn de bedste ting, de har brug for at lære'.
Ifølge den australske regerings statistik er 2,2 procent af landets befolkning muslimer. 61,1 procent identificerer sig som kristne.
Gurli Gris stammer fra England, hvor tegnefilmene om grisefamilien hedder 'Peppa Pig'. Serien startede i 2004 og vises nu i 180 lande verden over.