IRAN: Atomsamtalerne med Iran ser ud til at være gået et gear op, eftersom den amerikanske og den iranske udenrigsminister har valgt at forlænge deres ophold i Wien, hvor der forhandles. Det skriver Al Jazeera.

Målet er at nå en ulmende deadline mandag, og John Kerry har ifølge Al Jazeera droppet sine planer om at rejse videre til Paris fredag.

Talsperson for det amerikanske udenrigsministerium Jen Psaki oplyser, at ministerens rejseplaner er blevet udskudt »med henblik på at fortsætte konsultationerne« med Irans udenrigsminister, Mohammed Javad Zarif.

Forhandlingerne om Irans atomprogram, som også EU, Kina, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Tyskland deltager i, har stået på siden februar.

Målet med forhandlingerne er at forvandle en midlertidig aftale indgået sidste år til en varig aftale inden 24. november.

BNB