Siden søndag har en gruppe asylansøgere nægtet at forlade en bus ved nogle asylboliger i Lima i det centrale Sverige.

Asylansøgerne er ifølge expressen.se bange for at opholde sig i området og ønsker at bo et mere tætbefolket sted i stedet for de 50 hytter, Migrationsverket har lejet.

En af dem er 25-årige Abdullah Waez, som vil bo et sted, hvor der er flere mennesker og forretninger. Også skoven omkring asylcentret skræmmer.

»Her er farligt. Der er ingen mennesker og her er dyr. Vi kan ikke bo her. Vi har børn. Det er for koldt,« siger han ifølge Expressen.

»Vi er taknemmelige over for alle i Sverige. Og jeg kan lide Sverige. Vi gik gennem alle farer for at komme til Sverige, for vi ved, at Sverige er bedre og hvad I gør for mennesker. Vi håber at finde et andet sted at bo,« siger Abdullah Waez.

Kan I ikke blive her, mens I leder efter et andet sted at bo?

»Nej, det kan vi ikke.«

Asylansøgerne har fået oplyst, at de har ret til at finde en anden bolig på egen hånd, men at Migrationsverket, der svarer til Udlændingestyrelsen i Danmark, ikke kan tilbyde en anden bolig. Det er heller ikke muligt at køre asylansøgerne væk fra Lima, oplyser Migrationsverket. En del af asylansøgerne er flyttet ind i hytterne.