Astronauter på NASA-mission landede på rumstation i nat
Ida Meyer, Berlingske Nyhedsbureau
USA: Den amerikanske ingeniør fra NASA, Scott Kelly, er sammen den russiske astronaut, Mikhail Kornienko, natten til lørdag dansk tid landet på Den Internationale Rumstation (ISS), hvor de skal tilbringe 342 dage.
Kort efter 02.30 fredag aften meddelte den amerikanske rumfartsadministration, NASA, på Twitter, at rumfartøjet NASA Soyuz-TMA16M var landet på rumstationen.
Hvis alt går som planlagt, vil det være den længste periode, at en amerikansk astronaut har opholdt sig i rummet.
Med på rejsen er også astronauten Gennady Padalka, som dog rejser tilbage efter seks måneder i rummet.
De fleste ekspeditioner i rummet varer fire til seks måneder, men ved at fordoble perioden håber forskere at komme tættere på, hvordan menneskekroppen reagerer på at befinde sig i rummet i en lang periode, ligesom man også vil undersøge, hvordan mennesket reagerer på at blive isoleret fra omverdenen i så lang tid. Alle undersøgelserne sker som en forberedelse på en mulig fremtidig opsendelse af mennesker til planeten Mars.
Scott Kelly er tvilling, og hans tvillingebror skal gennemgå de samme test på jorden, som Scott Kelly gør i rummet, og på den måde har forskerne et standardmål at vudere ud fra, når de leder efter forandringer ved Scott Kellys krop og psyke.