Den blev opdaget for 11 år siden, og ifølge nye beregninger af dens kurs er der en forholdsvis høj risiko for, at den på et eller andet tidspunkt rammer Jorden.
Beregninger er foretaget af forskere fra bl.a. universitetet i Valladolid i Spanien, og de når frem til, at sandsynligheden for nærkontakt med asteroiden (101955) 1999 RQ36 er 1 til 1.000. Der er størst sandsynlighed for, at det sker i 2182. Altså er der 172 år til et muligt sammenstød med store konsekvenser for Jorden, og dermed er der ifølge spanierne tid nok til ændre asteroidens bane, så den flyver forbi Jorden.
Store sejl kan ændre kursen
Astrofysiker Uffe Gråe Jørgensen fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet er enig i, at det gælder om at ændre (101955) 1999 RQ36 og andre såkaldt potentielt farlige asteroiders kurs, inden de når i nærheden af Jorden.
Men ifølge Uffe Gråe Jørgensen sker det ikke ved at afsende missioner for at sprænge dem i stykker på rigtig Hollywood-maner.
- Først handler det om at finde ud af, hvor mange der er, og hvor de befinder sig. Vi kender nogle tusinde i dag, men der kan sagtens være millioner, siger han.
Derefter handler det om at forberede bemandede missioner til eventuelle asteroider på kollisionskurs, og på asteroiderne skal de fastgøre en slags store sejl, så solvinden kan blæse dem ud af kurs. F
- Det handler om at finde de farlige asteroider mange år før, de eventuelt rammer Jorden.
Der kan gå 20, måske 30 år med at få missionerne forberedt og gennemført, og derefter går der mange år, før solvinden har blæst dem tilstrækkeligt meget ud af kurs, siger han.
Han beklager, at der officielt og internationalt ikke bliver samarbejdet om at identificere og stoppe potentielt farlige asteroider.
Han håber dog, at det lykkes et netværk af forskere og universiteter at realisere et projekt, hvor de måske allerede fra 2015 vil være i stand til at holde særligt øje med asteroider.
Projektet går ud på at opstille et observatorium med et meget avanceret kamera i Chile, der gør det muligt at scanne himlen for asteroider på helt ned til 150 meter i diameter hver tredje dag.
- Kameraet vil gøre det muligt at få øje på asteroider på kollisionskurs så lang tid i forvejen, at det er muligt at flytte på dem, forklarer han.
Død og ødelæggelse
Han vurderer, at en asteroide som (101955) 1999 RQ36 potentielt kan ødelægge al infrastruktur i et område på en million kvadratkilometer, koste utallige mennesker livet og få store klimatiske konsekvenser.




















