Onsdagens selvmordsbombe i Damaskus, der ramte bygningen, der huser myndighederne for den Nationale Sikkerhed i Damaskus, har dræbt Syriens forsvarsminister, Daoud Rajha, oplyser syrisk stats-TV.
Bomben detonerede midt under et ministermøde, der også havde deltagelse af adskillige højtstående embedsmænd.
- Forsvarsministeren blev dræbt af den terror-bombe, der ramte den nationale sikkerhedsbygning, beretter syrisk stats-TV.
Præsident Bashar al-Assads svoger Assef Shawkat, der har titel af general og er højt placeret i militæret, er ifølge det statslige syriske tv også blevet dræbt.
I første omgang forlød det, at han var blandt de sårede, som alle er bragt til Shami hospitalet i Damaskus. Det er blevet omringet af tropper fra regeringshæren.
Chefen for det syriske efterretningsvæsen, Hisham Bekhtyar, blev såret under angrebet og ligger på operationsbordet, fortæller kilder i efterretningstjenesten.
Landets indenrigsminister Mohammad Ibrahim al-Shaar, som i visse tv stationer har meldt dræbt, er i 'stabil tilstand', oplyser myndighederne.
En kilde i de syriske sikkerhedsstyrker fortæller ifølge nyhedsbureauet Reuters, at attentatmanden tilhørte inderkredse af bodyguards, som passer på præsident Bashar al-Assad.
To grupper har allerede taget ansvaret for bombeangrebet.
Liwa al-Islam, en islamistisk gruppe, hvis navn betyder Islams Brigade, skriver på deres Facebookside, at de har 'angrebet cellen, der kaldes krisekontrolrummet i hovedstaden Damaskus'. En talsmand for gruppen har på telefon bekræftet, at den stod bag selvmordsbomben.
Også den Frie Syriske Hær tager ansvar for angrebet ifølge talsmand Qassim Saadedine:
- Dette er vulkanen, vi snakkede om, vi er kun lige begyndt.
I går, tirsdag, fortalt den Frie Syriske Hær, at den havde indledt det endelig angreb på landets hovedstad med kodenavnet: 'Damaskus-Vulkanen og Syriens Jordskælv'. En talsmand sagde selvsikkert, at selv om Den Frie Hærs styrker kun var bevæbnet med lette våben, skulle de nok vinde. Der vil komme overraskelser, annoncerede den frie hær - måske med dagens selvmordsangreb i tankerne.