Et usædvanligt arkæologisk fund i Sverige har fået store tv-stationer til at ringe.

Arkæologer i den svenske by Motala har fundet et stenalderredskab, som de på grund af den karakteristiske form er tæt på at tolke som en dildo. Redskabet er formet af horn fra en hjort, cirka 10 cm langt og to cm i diameter.

En af arkæologerne lagde et billede af fundet på sin blog, og så begyndte telefonerne at ringe fra store tv-stationer som BBC, CBS og Fox News.

Göran Gruber fra det svenske rigsantikvariatembede mener, at redskabet ligner en dildo.

- Ja, det er din og min forestilling om, hvad det kunne være, siger han til Sveriges Radio Östergötland.

- Vore tanker går i retning af, at det i hvert fald er en slags fallos. Men hvad det faktisk kan være anvendt til, vover vi ikke at sige, siger Gruber fra rigsantikvarembedet.

Det sensationelle fund er gjort under udgravninger ved Götakanalen.

/ritzau/