De arabiske lande vil spænde et økonomisk sikkerhedsnet på 100 millioner dollars månedligt ud under det økonomisk pressede palæstinensiske selvstyre.

PALÆSTINA: En israelsk beslutning om at holde palæstinensiske skatte- og toldindtægter tilbage har skabt akutte økonomiske problemer for det i forvejen pressede palæstinensiske selvstyre. Men nu lover en række arabiske lande at komme palæstinenserne til hjælp.

Under et møde i Qatar har de arabiske udenrigsministre ifølge Reuters besluttet at give selvstyret et »økonomisk sikkerhedsnet« på 100 millioner dollars - 570 millioner kroner - månedligt.

Det er dog endnu usikkert, hvor pengene skal komme fra. De arabiske donorer har tidligere vist sig at være temmelig ustabile, og størstedelen af den økonomiske hjælp til det palæstinensiske områder kommer i dag fra EU og USA.

Israel begrunder sin beslutning om at holde indtægterne tilbage med, at palæstinenserne skylder mange hundrede millioner kroner for elektricitet. Beslutningen kom få dage efter, at et stort flertal i FN opgraderede det Palæstinas status til observatørstat.

Tidligere på året viste en rapport fra Verdensbanken, at det palæstinensiske selvstyre ville komme ud af året med et underskud på 8,5 milliarder kroner, mens det kun forventedes, at de internationale donationer kun ville beløbe sig til 6,5 milliarder.

Torsdag meddelte den palæstinensiske regering med præsident Mahmoud Abbas i spidsen, at selvstyret hver måned mangler knap 1,4 milliarder kroner på grund af israelernes indefrysning af told- og skatteindtægterne og manglende støtte fra internationale donorer.

Præsident Abbas deltog også i mødet i Qatar, hvor han ifølge jpost.com kaldte Israels beslutning om at tilbageholde palæstinensiske midler »ulovlig«.

- Når israelerne er sure på nogen, tilbageholder de palæstinensernes penge, men det har de ikke ret til, erklærede den palæstinensiske leder.