Vetoet fra Rusland og Kina har sat en foreløbig stopper for de vestlige og arabiske landes bestræbelser på at bremse borgerkrigen i Syrien via FN. Men de arabiske lande vil arbejde videre for at få kampene bragt til ophør, understreger Den Arabiske Ligas generalsekretær, Nabil Elaraby.

I en officiel udtalelse siger han ifølge Reuters, at vetoet i FNs Sikkerhedsråd ikke ændrer på, at der er klar international opbakning til Den Arabiske Ligas resolution, der kræver præsident Bashar al-Assads afgang og fredsforhandlinger med oppositionen.

- Den Arabiske Liga vil fortsætte sine forhandlinger med den syriske regering og oppositionen samt koordinere med alle parter i den syriske konflikt, så vi kan virkeliggøre den højere målsætning, som ligaen arbejder for, udtaler Elaraby.

De resterende 13 medlemmer af FNs Sikkerhedsråd stemte alle for resolutionen. Blandt fortalerne er USA, hvor udenrigsminister Hillary Clinton kalder vetoet fra Rusland og Kina for en skandale.

- Vi vil fortsætte med at arbejde sammen med venner af et demokratisk Syrien for at støtte oppositionens fredelige, politiske planer for forandringer, sagde Clinton under et besøg i Bulgarien søndag.