Delstaten Florida i USA anses for at være et epicenter for coronaspredning. Alligevel har Disney World åbnet op for besøgende lørdag. Noget, der bekymrer de ansatte i forlystelsesparken.

Bare fredag blev der registreret 11.433 nye smittetilfælde i Florida, og i alt har 4.197 personer med coronavirus mistet livet i delstaten. Disney World er placeret i Orange County i Florida, hvor der er et af de allerhøjeste smittetryk. 16.630 smittetilfælde. Det skriver Dagbladet.

»Verden omkring os forandrer sig, men vi tror stærkt på, at vi kan åbne trygt og ansvarligt,« siger Disneys leder for forlystelsesparker, Josh D'Amaro.

Sådan føler de ansatte i Disney World dog ikke helt.

Foto: GREGG NEWTON
Vis mere

Katie Bedlisle arbejder ved en af Disney Worlds attraktioner, og på baggrund af sin frygt og frustration har hun skrevet et åbent brev til Orlandos (byen, hvor Disney World ligger, red.) byråd og ledelsen i Disney, hvor hun kritiserer genåbningen.

Her skriver hun, at virussen er ikke væk endnu og slet ikke i Florida, hvor den er i gang med at blusse op. Hun mener ikke, det er retfærdigt, at de ansatte skal risikere deres liv, for at parken kan tjene penge.

Over 20.000 mennesker har skrevet under på det åbne brev.

Disney World lukkede ellers deres parker ned i marts, selvom coronasmitten dengang hovedsageligt var centreret i New York og Californien.

Disney World åbner, selvom parken ligger midt i corona-epicenter. REUTERS/Octavio Jones
Disney World åbner, selvom parken ligger midt i corona-epicenter. REUTERS/Octavio Jones Foto: OCTAVIO JONES
Vis mere

Disney World har implementeret flere forskellige forbehold, og alle besøgende skal bruge mundbind og have taget temperatur i indgangen. Derudover er fyrværkeri og parader ikke tilladt, og der er begrænsning på antal besøgende.

Flere andre forlystelsesparker har allerede åbnet op. Her er der blandt andet tale om Universal Studios og SeaWorld Orlando, der allerede åbnede i juni.