Se deres vilde jubel i videoen herover

Glæden, latteren og klapsalverne kunne formentlig høres flere gader væk, da ansatte fra en restaurant i New Jersey, USA, forleden brød ud i jubel over, at de havde vundet en milliardstor lottogevinst i den amerikanske lottotrækning Powerball jackpot. Troede de.

949 millioner dollar lød gevinsten på. Og derfor var glæden stor, da de ansatte fandt ud af, at de havde vundet den store jackpot svarende til 6,5 milliarder danske kroner.

»Alle numrene matchede vores kupon, og der opstod totalt forvirring. Der var så meget glæde, og det er svært at beskrive den følelse af eufori, vi følte,« fortæller Charles Poveromo, der har arbejdet som bartender i restauranten i 13 år.

Men glæden varede kun i 20 minutter.

For godt nok var de seks tal på lottokuponen identiske med de udtrukne lottotal. Problemet var bare, at tallene ikke passede til den lørdagskupon, som 42 af restaurantens ansatte delte. I stedet havde de ansatte ved en fejl fået byttet om på onsdagens og lørdagens lottotrækning. Det skriver New York Post.

Jubelseancen blev optaget af restaurantens overvågningskameraer og blev efterfølgende offentliggjort på Youtube.

På Facebook offentliggjorde restauranten også et foto af deres lørdagskupon med onsdagens vindertal: 2, 11, 47, 62, 63 og 17.

Overbevisningen over den store lottogevinst fik endda en opvasker til at smide forklædet og sige op, har restaurantchef Mike Devincenzi fortalt The Post.

Det var derfor først, da Charles Poveromos kone bad ham om at dobbelttjekke tallene, at virkeligheden gik op for de ansatte.

»Det var som at få en mavepuster,« fortæller Charles Poveromo, der sammenligner følelsen, som når luften går ud af en ballon.

Da realiteterne efterfølgende gik op for de ansatte, trak opvaskeren hurtigt sin opsigelse og tog sit forklæde på igen med ordene »tilbage til arbejdet,« tilføjer Mike Devincenzi.

Det var angiveligt, fordi den amerikanske spiludbyder ikke havde fået opdateret sin hjemmeside siden onsdagens trækning, at de ansatte fik et fejlagtigt indtryk af, at de var blevet lottomillionærer.

Og selvom restaurantens ansatte naturligvis blev skuffede over, at de ikke havde vundet alligevel, kommer det dog ikke til at afholde dem fra at fortsætte deres lottoklub, forsikrer Poveromo.

»I 20 minutter føltes det ægte. Det var en skam, vi ikke vandt, men jeg vil ikke bytte den følelse for noget andet,« fortæller han.

Øverst kan du se videoen, hvor restaurantens ansatte bryder ud i jubel over at have vundet en milliardstor lottogevinst.