Ja, du læste helt rigtigt. En due - altså fuglen - er blevet anholdt af de indiske myndigheder på grund af mistanke om spionage.

Det skriver den britiske tv-station BBC.

Duen er mistænkt for at være spion for nabolandet Pakistan og blev fanget torsdag, efter at man havde spottet en besked på duens krop.

Beskeden var skrevet på urdu, det officielle sprog i Pakistan. Derudover var beskeden forsynet med et pakistansk telefonnummer, hvilket altså fik alarmklokkerne til at ringe, da fuglen fløj over grænsen til Indien.

Duen blev opdaget af en 14-årig dreng ved landsbyen Manwal, ca. tre kilometer fra grænsen. Han tog duen med til den nærmeste politistation, hvor den røg igennem en røntgenundersøgelse.

Læs også:

Politiet fandt imidlertid intet mistænkeligt ved duen, men man har dog alligevel valgt at beholde den bag tremmer. I politiets egne rapporter er duen blevet registreret som en mulig spion.

Området, hvor duen blev fundet, er præget af spændinger mellem Pakistan og Indien, der begge gør krav på jorden.

Med til historien hører det, at duer før er blevet brugt til at transportere hemmelige beskeder - bl.a. under 2. Verdenskrig.