USA: To personer er blevet skudt og dræbt, da de affyrede skud mod en sikkerhedsvagt på en parkeringsplads ud for en bygning i byen Garland i Texas, hvor karikaturtegninger af profeten Muhammed udstilles.

Det skriver flere amerikanske medier.

Bystyret i Garland oplyser i en officiel erklæring, at udstillingen i Curtis Culwell Center skulle til at lukke, da to mænd i en bil kørte hen til bygningens indgang og begyndte at skyde mod en sikkerhedsvagt. Det lykkedes politibetjente at overmande de to mænd, som begge blev skudt og dræbt, lyder det i erklæringen.

Udstillingen blev lukket, og deltagerne blev lidt senere kørt til en nærliggende skole.

En af talerne ved Muhammed-udstillingen var den hollandske antiislamist Geert Wilders, som efter episoden skrev på Twitter:

»Skud affyret ved arrangement for Muhammed-tegninger og ytringsfrihed i Garland. Jeg har netop forladt bygningen efter at have holdt tale.«

Politiet havde samtidig mistanke om, at bilen, de to mænd havde kørt i, indeholdt en bombe, og omkringliggende butikker blev derfor evakueret. Det er endnu ikke bekræftet, om der var en bombe i bilen.