De tyske myndigheder er ved at undersøge, hvordan ulykken, der har kostet ni mennesker livet, kunne ske.

Bad Aibling: Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger tirsdag eftermiddag, at hun er forfærdet over togulykken i Bayern, der indtil videre har kostet ni personer livet og kvæstet flere end 100 andre.

- Jeg er forfærdet og ked af den alvorlige togulykke i morges ved Bad Aibling, udtaler Merkel i en erklæring ifølge AFP.

- Min sympati ligger især hos familierne til de ni mennesker, der har mistet livet, siger kansleren.

De tyske myndigheder er fortsat uforstående over for, hvordan de to passagertog kunne køre direkte ind i hinanden.

- Det er en strækning, der er sikret med et system, der automatisk skulle sørge for, at togene ikke kører ind i hinanden og bremser automatisk i et nødstilfælde, forklarer den tyske transportminister, Alexander Dobrindt, på et pressemøde tirsdag eftermiddag.

Ifølge de tyske myndigheder skete kollisionen mellem de to tog i et sving i en skov, hvilket betyder, at lokoførerne ikke har været i stand til at se hinanden, før togene kolliderede. Begge lokoførere er blandt de dræbte.

- Systemet er standard alle steder, også her. Medarbejderne ved jernbanemyndighederne er i gang med at undersøge, hvad der præcis er sket, siger transportministeren.

Ifølge indenrigsministeren i delstaten Bayern, Joachim Herrmann, fulgte de to forulykkede tog ikke køreplanen. Togene skulle have passeret hinanden i byen Kolbermoor, men af ukendte årsager skete det ikke.

- Togene har ikke fulgt køreplanen helt præcist, og vi er i gang med at undersøge, hvorfor det ikke skete, siger Joachim Hermann på pressemødet.

Ulykken skete tirsdag klokken 06.48 på strækningen mellem Holzkirchen og Rosenheim cirka 60 kilometer sydøst for München.

To personer savnes fortsat.

/ritzau/