Der sker massive overgreb mod flygtninge og migranter i Libyen, fortæller Amnesty International.

København. EU bør ikke på nuværende tidspunkt indgå en migrationsaftale med styret i Libyen. I stedet bør EU fokusere på at beskytte flygtninge og migranter mod massive overgreb i landet.

Sådan lyder opfordringen fra Amnesty International, efter at menneskeretsorganisationen har indhentet ny dokumentation for, at der finder grove overgreb sted mod flygtninge og migranter i Libyen.

- På nuværende tidspunkt kan man ikke lave en aftale med Libyen om at hjælpe Europa med at holde flygtninge og migranter ude.

- Lovløsheden i Libyen er så omfattende - og har så grelle konsekvenser for flygtninge og migranter i landet - at europæiske regeringer indtil videre bør indstille deres bestræbelser på at lave migrationsaftaler med Libyen, siger Stinne Lyager Bech, policyteamleder hos Amnesty i Danmark.

Amnesty International har i modtagelejre i Italien talt med 90 flygtninge og migranter, der inden for de seneste måneder er sejlet til Europa fra Libyen.

De beretter samstemmende om voldtægter af gravide kvinder, kidnapninger og menneskehandel. Om tortur, vold og afpresning.

- Kvinder og piger fortæller, at de bliver voldtaget systematisk og ofte af flere gerningsmænd på en gang. Mænd fortæller, at de bliver udsat for tortur.

- Alle fortæller grundlæggende, at de bliver slået og sultet, siger Stinne Lyager Bech.

Hun fortæller også, at menneskesmuglere og menneskehandlere har gjort det til en lukrativ forretning at presse penge ud af migranter, flygtninge og deres familier ved brug af "meget voldsomme metoder".

Det er ifølge Amnesty både menneskesmuglere, kriminelle bander, medlemmer af Islamisk Stat og endda myndighedspersoner, der står bag overgrebene.

Amnesty opfordrer EU til at støtte den skrøbelige regering i Libyen i bestræbelserne med at få kontrol med større dele af Libyen og til at hjælpe de mange tusinde mennesker i nød ved at skabe sikre flugtruter til dem.

- Udenrigsminister Kristian Jensen har tidligere ytret ønske om, at der sættes ?en prop i hullet? i Libyen. Men med vores nye dokumentation håber vi, at fokus vil skifte til at få beskyttet flygtninge og migranter mod overgreb i Libyen frem for at holde dem væk fra Europa, siger Stinne Lyager Bech.

- Europa må ikke komme i en situation, hvor vores politik reelt vil betyde, at mennesker holdes fanget i et land, hvor de rutinemæssigt udsættes for voldtægt, tortur, kidnapning og menneskehandel.

/ritzau/