Mens det israelske militær var i gang med sin offensiv inde i Gazastriben, benyttede Hamas kamptumlen til at henrette og torturere modstandere.

GAZA: Hamas-bevægelsen begik grove overtrædelser af menneskerettighederne over for sin egen befolkning sidste år, mens det israelske militær bombede løs fra fly og kampvogne som led i offensiven mod Hamas.

Det fremgår af en rapport fra Amnesty International, skriver internationale nyhedsmedier.

Ifølge rapporten blev mindst 23 palæstinensere henrettet summarisk og uden retssag. De fleste var stemplet som kollaboratører, altså folk der var anklaget for at samarbejde med Israel. Hovedparten af dem befandt sig allerede i Hamas’ fængsler.

Blandt de dokumenterede forbrydelser omtaler rapporten en offentlig henrettelse, hvor seks mænd blev stillet op uden for en moske og skudt foran øjnene af en gruppe mænd kvinder og børn.

Samtidig blev adskillige af Hamas’ formodede politiske modstandere tortureret og udsat for overgreb. Det gik ifølge rapporten især ud over folk fra den rivaliserende Fatah-bevægelse.

Den israelske offensiv var gengæld for utallige raketangreb fra Gaza mod israelsk område og strakte sig over 50 dage.

Offensiven gik hårdt ud over den palæstinensiske civilbefolkning. Gazastriben er et af verdens tættest befolkede områder, og ifølge FN mistede mindst 2.189 palæstinensere livet, heraf op mod 1.500 civile. Yderligere blev 11.000 såret.

Israelerne mistede 67 soldater, mens adskillige flere blev såret.

Det israelske militær blev under offensiven udsat for international kritik, blandt andet fordi det angreb et par FN-skoler, hvor civile havde søgt tilflugt.

Offensiven startede i begyndelsen af juli og sluttede 26. august.