Amnesty International ser dommen over Pussy Riot som bevis på en forværring af menneskerettighederne i Putins Rusland. Et af medlemmerne bliver løsladt. To andre skal sidde to år i fængsel.
En appeldomstol i Moskva besluttede onsdag at omstøde det 30-årige medlem af punkgruppen Pussy Riot, Jekaterina Samutsevitjs, dom på to års fængsel til en betinget fængselsdom.
To andre dømte, Nadesjda Tolokonnikova og Maria Alekhina, fik afvist deres appel, og skal forblive i fængslet.
I februar optrådte fem medlemmer af Pussy Riot, en feministisk, politisk punkgruppe, der laver uannoncerede provokationer af russisk politik, ulovligt i Moskvas katedral. Her bønfaldt de blandt andet Jomfru Maria om at smide Vladimir Putin ud, og i marts blev tre af de fem anholdt og sigtet for hooliganisme.
Pussy Riot-dom giver Rusland internationale smæk
Advokaten til Samutsevitjs, der har fået sin dom omstødt, sagde efterfølgende til Reuters, at afgørelsen skyldtes, at hun ikke havde optrådt direkte foran altret i den kirke, hvor orkestrets happening fandt sted.
Nadesjda Tolokonnikova, der fik opretholdt sin fængselsdom, udbrød i retslokalet:
- Præsident Putin gør alt for at skabe en borgerkrig i sit land. Imens forsøgte dommerne at tysse hende til ro.
Sagen har vakt international opmærksomhed og søndag forsvarede Vladimir Putin fængslingen af kvinderne: »For man kan ikke underminere et lands moral og ødelægge et lands værdier«.
Amnesty International karakteriserer dommen som en »skændsel for Rusland«.
- Kvinderne i Pussy Riot er fængslet alene for på fredelig vis at bruge deres ytringsfrihed. Det er under al kritik, at Rusland smider disse kvinder to år i fængsel i en sag, der aldrig burde have været for retten. Rusland har vendt menneskerettighederne ryggen og sender et kraftigt signal til omverdenen om, at systemkritikere ikke skal føle sig sikre, siger Trine Christensen, vicegeneralsekretær i Amnesty International. Hun mener, at dommen mod Pussy Riot er et symbol på den dramatiske forværring af menneskerettighedssituationen i landet.
Pussy Riots demonstration i katedralen gjorde den russiske kirke rasende, men har siden kommet med en udtalelse om, at der burde være mulighed for at sænke kvindernes straf, så længe de angrer deres handlinger. Alligevel understregede kirken i en erklæring, at Pussy Riots opførsel ikke kan stå ustraffet.
Bandet har opnået stor sympati for dets aktion, og prominente internationale kunstnere som Madonna har udtrykt støtte ved at kræve en løsladelse af de tre kvinder.
Pussy Riot er tildelt en fredspris af Yoko Ono og Amnesty International, og tirsdag blev Nadesjda Tolokonnikova, Jekaterina Samutsevitj og Maria Alekhina indstillet til den fornemme EU-menneskerettighedspris, Sakharov-prisen.



