Amnesty beretter om syriske krigsforbrydelser
Ny rapport fra Amnesty International fortæller om civile ofre i det nordlige Syrien, hvor syriske bombefly begår krigsforbrydelser ved vilkårlige angreb på beboelsesområder.
Ny rapport fra Amnesty International fortæller om civile ofre i det nordlige Syrien, hvor syriske bombefly begår krigsforbrydelser ved vilkårlige angreb på beboelsesområder.
SYRIEN: Vilkårlige luftbombardementer og artilleribeskydning fra den syriske hær dræber og terroriserer civilbefolkningen i en række mindre byer i det nordlige Syrien.
Hver dag bliver civile dræbt eller såret i deres hjem, på gaden, eller mens de flygter for at søge i sikkerhed for bombardementerne. Hundredvis af civile - mange af dem børn - er blevet dræbt i de seneste uger i nogle områder af Syrien, som føler sig glemt af omverdenen.
Sådan lyder meldingen fra Amnesty International, der har besøgt 26 mindre syriske byer i dagene 31. august - 11. september.
Amnestys researcher Donatella Rovera, der har besøgt Syrien flere gange under konflikten, har bevidnet 166 civile dræbte i landsbyerne i løbet af de 12 dage.
- De syriske regeringsstyrker begår krigsforbrydelser ved at bruge våben, som ikke kan styres mod specifikke mål, og som har en stor slagkraft og bred fejlmargin i beboede områder. I alle tilfælde på nær ét var der ingen militære mål eller oprørsstyrker i nærheden af bombeangrebene. Det antyder, at hæren er ude på hævn for at straffe indbyggerne i de byer, der reelt er under oppositionsstyrkernes kontrol, skriver Amnesty i sin rapport.
- Den syriske hær forsøger at sende en besked om, at de beskytter børnene. Men virkeligheden på jorden er helt anderledes. De uophørlige og vilkårlige luftangreb og bombardementer dræber primært civile inklusive mange børn, skriver Amnesty.
Organisationen understreger, at bombardementerne af civile områder uden militær betydning skal regnes som krigsforbrydelser. Amnesty opfordrer begge parter i konflikten til at efterleve international humanitær ret, som pålægger de væbnede grupper at skelne mellem civile og militære mål og at afholde sig fra angreb i de tilfælde, hvor der er tvivl.