Amerikanske storaviser angrebet af kinesiske hackere

The Wall Street Journal og The New York Times er begge blevet angrebet af kinesiske hackere de seneste dage. Kina afviser beskyldningerne.

USA: The Wall Street Journal oplyser, at avisens it-systemer er blevet infiltreret af kinesiske hackere, der prøver at overvåge avisens dækning af Kina. Det skriver Aljazeera.com.

- Erfaringen viser, at indsatsen er rettet mod avisens dækning af Kina, og at den ikke er et forsøg på at opnå kommercielle fordele eller misbruge kundeoplysninger, siger Paula Keve, talsmand for Dow Jones & Co., der udgiver The Wall Street Journal.

Infiltration af netværk i relation til dækning af Kina er ifølge Keve et »tilbagevendende problem«.

- Vi fortsætter det tætte samarbejde med myndighederne og eksterne sikkerhedsspecialister og tager omfattende forholdsregler for at beskytte vores kunder, medarbejdere, journalister og kilder, siger Keve ifølge Aljazeera.com.

Torsdag blev en anden amerikansk storavis, The New York Times, ligeledes angrebet af kinesiske hackere, der trængte ind i avisens computersystemer og stjal journalisternes passwords.

Ifølge avisen var hackerne på jagt efter filer med relation til en undersøgelse, der viser, hvordan familien til en kinesisk topleder har tjent milliarder af dollar på forretningsaktiviteter.

Kinas udenrigsministerium har afvist The New York Times beskyldninger og kalder dem »grundløse« og »helt uansvarlige«.