Forældre skal passe på med at give deres barn et smækkys som farvel ved lågen til børnehaven eller et godnatkys, før natlampen slukkes. Man risikerer nemlig at gøre børn seksuelt forvirrede, hvis man kysser dem på munden.

Sådan lyder advarslen til småbørnsforældre fra den amerikanske børnepsykolog Dr. Charlotte Reznick fra UCLA, der er forfatter til en bog om børns forestillingsevne.

Et kys på munden kan være stimulerende - derfor potentielt forvirrende, har hun forklaret til The Sun.

»Hvis mor kysser far på munden og omvendt, hvad betyder det så, hvis jeg - en lille pige eller dreng, kysser mine forældre på munden?« beskriver Charlotte Reznick børnenes forvirring.

Advarslen har skabt debat i USA, og herhjemme får budskabet da også eksperter til at ryste kraftigt på hovedet.

»Det er noget forfærdeligt vrøvl,« siger forfatter og foredragsholder Anna Louise Stevnhøj, der har beskæftiget sig med børns seksualitet i mange år og skrevet flere bøger om emnet.

»Al den viden, vi har, slår fuldstændig fast, at børns forestillingsverden slet ikke fungerer sådan. De aner ikke, hvad voksenseksualitet er. Et lille barn ville aldrig koble det, at mor og far kysser hinanden, sammen med, at far og mor kysser barnet. Det vil bare tænke, at det er hyggeligt, fordi barnet ligger ikke noget seksuelt i det at kysse,« siger hun.

Børn har selvfølgelig en underbevidst seksualitet, som gør, at de synes numselege og doktorlege er spændende. Men det betyder langtfra, at de har nogen som helst idé om, hvad »seksualitet« er.

»Børn aner ikke, at mor og far har et sexliv. Og hvis de endelig gør, vækker det ikke nogen genklang i deres oplevelsesverden, og derfor lægger de ikke noget seksuelt i det at kysse på munden,« uddyber Anna Louise Stevnhøj.

Faktisk kan det ifølge den danske ekspert være decideret skadeligt for barnet, hvis forældre lader sig skræmme fra på den måde at vise kærlighed overfor barnet:

»Du kan aldrig vise dit barn for meget, at du elsker det. Nærmest hellere for meget end for lidt. Kropskontakt er jo livsnødvendigt for små børn,« fortæller hun.

Det er utrolig vigtigt for børn at blive rørt ved og set på og mærke, at nogen er begejstret for dem. Og det er en frygtelig farlig tendens, hvis vi bliver bange for at røre vores børn, lyd modadvarslen fra Anna Louise Stevnhøj:

»Hvis vi bliver alt for bange for kropslig nærhed med vores barn og begynder at begrænse os selv på alle mulige måder, risikerer vi simpelthen at begå ubodelig skade på vores børn. Børn lærer via kroppen, og hvis de ikke også får fysik kærlighed af deres forældre, visner de.«