En amerikansk politimand, der 19. juli skød og dræbte en sort mand ved Universitetet i Cincinnati, er blevet varetægtsfængslet frem til 19. august. Kautionen er torsdag sat til en million dollars.

USA: Det fik ifølge Reuters tilhørende i retten i Hamilton County i Cincinnati til at juble, da dommeren Megan Shanahan satte kautionen på en million dollars til en politimand, der er anklaget for mord.

25-årige Ray Tensing, politimanden, der 19. juli skød og dræbte en sort mand i hovedet, er sigtet for overlagt mord, skriver Reuters.

Den 43-årige afroamerikaner Samuel Dubose blev skudt i hovedet, efter han blev bedt om at køre ind til siden.

Her kunne Samuel Dubose ikke fremvise et kørekort, og kropskameraet på politibetjenten viser, hvordan situationen efterfølgende eskalerede.

Da Dubose ikke kunne fremvise et kørekort, da han blev bedt om det, forsøgte han at blokere døren, så politibetjenten Rey Tensing ikke kunne komme ind til ham.

Herefter viser optagelsen, som blev vist til en række reportere i retten, at bilen begyndte at trille langsomt fremad.

Herefter trak Ray Tensing sin pistol og affyrede en gang. Det skud dræbte den 43-årige Samuel Dubose.

Ray Tensing blev fyret fra sit job som universitetsbetjent onsdag, og hvis han bliver dømt, kan straffen være op til livstid i fængsel.

Hans forsvarsadvokat, Stew Mathews, fortalte til Reuters efter retsmødet, at Ray Tensing trak sit våben, fordi han følte sig truet.

»Han har det som om, at han er blevet kørt over af et tog,« sagde forsvareren.

Det er blot det seneste ud af flere episoder, hvor en politimand har skudt og dræbt en sort mand i USA.

Næste retsmøde finder sted 19. august.