Det afghanske indenrigsministerium i Kabul er spærret af, efter to amerikanske militærrådgivere er blevet skudt og dræbt, oplyser nyhedsbureauet Reuters.

Indenrigsministeriet er normalt stærkt bevogtet, og det er endnu uvist, hvem der står bag drabene, der angiveligt skete under opstået tumult i ministeriet.

De to dræbte er ifølge de foreløbige oplysninger henholdsvis en oberst og en major.

Drabene på de to amerikanere kommer efter flere dages protester mod amerikanske soldaters afbrænding af koranen.

Afbrændingen, der skete på en Nato-base, har fået Taleban til at opfordre til drab på vesterlændinge, herunder militært personel i Afghanistan. Urolighederne efter koranskændingen vurderes at have kostet mindst 28 mennesker livet.

Den amerikanske præsident har undskyldt afbrændingen overfor den afghanske præsident Hamid Karzai.