USA’s kommende præsident hævdede søndag aften dansk tid, at millioner af amerikanske vælgere har afgivet deres stemme på ulovlig vis under præsidentvalget d. 8. november.
I en opdatering på Twitter skrev Donald Trump således:
’Udover at vinde Electoral College (forsamlingen af valgmænd, der hvert fjerde år vælger præsidenten for USA, red.) med en jordskredssejr, vandt jeg også folkeafstemningen, hvis du fratrækker de millioner af mennesker, der stemte ulovligt’.
Med kommentaren henviser Trump til, at selv om han vandt præsidentvalget, da han sikrede sig flest valgmænd, var der flere amerikanske vælgere, der stemte på Hillary Clinton. Ved præsidentvalg i USA er det antallet af såkaldte valgmænd, der forpligter sig til at støtte en bestemt præsidentkandidat, der afgør valget. Dermed vælger de amerikanske vælgere altså ikke direkte deres præsident.
Kommentaren fra Trump trak hurtigt overskrifter hos flere amerikanske medier, bl.a. hos The Huffington Post, der med store bogstaver skrev i en overskrift, der oversat til dansk lyder:
’Donald Trump har lige fortalt en af sine mest skamløse løgne hidtil.’
Også den anerkendte politiske netavis politico.com bringer historien. Her lyder det, at Donald Trump fremfører sin påstand ’uden bevis’.
Samtidig konstateret mediet, at meldingen fra Trump skal ses som en hidtil uset irettesættelse af det amerikanske valgsystem, når det gælder en nyvalgt præsident.
Videre lyder det i artiklen, at påstanden fra Trump er:
’… en bekymrende indikation på, at Trumps opstigning til det højeste politiske embede i USA ikke kan ændre på hans forkærlighed for at gentage uprøvede konspirationer fra det yderste højre’.
Også blandt andre mediet USA Today konstaterer, at meldingen fra Trump fremføres uden bevis. Mens The Washington Post i en overskrift konstaterer, at Trump med sit tweet fremfører ’en konspirationsteori’.
Mere afdæmpet er Fox News, der som medie traditionelt støtter republikanske præsidenter. Alligevel konstaterer mediet, at der indtil videre er ’mangel på beviser’ på, at der på valgdagen foregik ulovligheder i et sådan omfang, at det kan have påvirket resultatet.
Senere natten til mandag dansk tid har Trump skrevet endnu et tweet. Denne gang med henvisning til, at han mener, der skal have været valgfusk i staterne Californien, Virginia og New Hampshire - som alle er stater, han tabte til Hillary Clinton:
Trump har endnu ikke offentligt svaret igen på kritikken.
Sker det, er det ikke utænkeligt, at modsvaret kommer via Twitter. Donald Trump er således kendt for at anvende det sociale medie som platform til at annoncere nyheder – og ikke mindst til at kritisere modstandere.
Se sent som godt et døgn forinden, natten til lørdag kl. 01.31 dansk tid, var det ligeledes et tweet fra Trump, der trak overskrifter i USA. I opdateringen beskyldte Trump Det Grønne Partis ønske om en genoptælling af stemmer i flere delstater for at være ’fusk’ og ’umuligt’:
Både Det Grønne Parti og Demokraterne i USA støtter en omtælling af stemmerne i flere delstater. Det er Jill Stein fra Det Grønne Parti, der har sat sig i førersædet for at få gennemført omtællingen.
Og lørdag aften dansk tid kom det frem, at Hillary Clinton, der som bekendt tabte præsidentvalget til Trump, støtter en sådan genoptælling.
Det fik Trump til tasterne nogle timer efter sit første tweet. Klokken 04.59 dansk tid skrev han:
'Demokraterne, da de ukorrekt troede, de ville vinde, ønskede, at valgaftenens udfald blev accepteret. Sådan er det ikke mere!'.
Tidligere har en række eksperter opfordret Clinton til at kræve en omtælling i tre stater på grund af mistanke om snyd med elektroniske stemmemaskiner. Det gjorde de i en artikel i nymag.com. De samme eksperter har vurderet, at der kan være forsvundet op mod 30.000 Clinton-stemmer i Wisconsin.
Lørdag aften dansk tid understregede en talsmand fra Clintons lejr dog, at der ikke er noget, der tyder på, at der fandt uregelmæssigheder sted under det amerikanske præsidentvalg, hvad angår stemmeoptælling, skriver CNN.
Siden det stod klart, at Hillary Clinton tabte nøglerne til Det Hvide Hus, og Trump vandt, har den 70-årige forretningsmand oplevet stigende popularitet i USA. I hvert fald hvis man skal tro en af de seneste meningsmålinger, efter valget d. 8.november, blandt registrerede vælgere.
Her svarer 46 procent, at det har et meget positivt eller nogenlunde positivt syn på Trump.
Sammenlignet med dagene op til valget, er det en fremgang på ni procentpoint.
Den 20. januar 2017 indsættes Donald Trump som USA's 45. præsident.