Med hævelser og kradsemærker på halsen blev den amerikanske kunstner Ashley Olsen fundet død i sin lejlighed i Firenze lørdag. Italiensk politi undersøger nu sagen som et drab.

Flere italienske medier skriver søndag, at 35-årige Ashley Olsen blev fundet kvalt. Den oplysning vil italiensk politi dog hverken be- eller afkræfte. Til gengæld oplyser politiet, at kvinden blev fundet med både blå mærker og kradsemærker på siden af sin hals.

Det skriver Sky News.

Ashley Olsen blev født og opvoksede i Florida, USA, men hun valgte for nogle år siden at flytte til Italien, hvor hun arbejdede med kunst og arrangerede kunstbegivenheder over hele verden.

Kæresten fandt hende i lejligheden

I Firenze mødte hun også den mand, som senere blev hendes kæreste. Det var ham, der fandt Ashley Olsen ligge død i lejligheden, skriver DailyMail.

Da han ikke havde hørt fra hende i flere dage efter et skænderi, de havde haft, blev han nervøs og gik hen til hendes lejlighed, hvor han ringede på.

Men hun åbnede ikke.

Kæresten spurgte derfor ejeren af bygningen, om han kunne lukke ham ind i stedet. Da han kom ind i lejligheden, fandt han hende angiveligt livløs, har han selv forklaret til politiet.

Han ringede derefter efter hjælp, men det var for sent. Hendes liv stod ikke til at redde.

Politiet i Firenze tog efterfølgende kvindens computer med på stationen, mens kæresten sammen med en gruppe af amerikanske venner blev taget med for at blive afhørt.

Ingen er indtil videre sigtet i sagen.