USA: USA ryger efter alt at dømme alligevel ikke ud over den økonomiske afgrund i det nye år.
Flertalslederen af Republikanerne i Repræsentanternes Hus, Eric Cantor, siger ifølge Reuters, at han forventer at kunne samle nok stemmer for et budgetforslag, der skal forhindre det økonomiske skrækscenarium.
»The fiscal cliff« - den økonomiske afgrund - rammer USA 1. januar 2013, hvor en række skattestigninger og offentlige besparelser for i alt 600 millioner dollar træder i kraft, hvis ikke politikerne finder en løsning.
Lykkes det ikke, vil konsekvenserne ifølge økonomiske iagttagere ikke alene ramme USA, der højst sandsynligt vil gå i recession, men det vil også påvirke resten af verdensøkonomien yderst negativt.
Hidtil har Republikanerne og Demokraterne ikke været i stand til at blive enige om, hvordan problemet kan løses. Barack Obama har slået på, at de rigeste amerikanere skal betale mere i skat, mens middelklassen og de fattigste skal gå fri. Men den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, John Boehner, har nægtet at lade de rigeste sidde tilbage med regningen.
Cantors udmelding kommer blot en dag efter, at toprepublikanere afviste det seneste forhandlingsudspil fra Det Hvide Hus, som gik ud på at lade skatten stige for husholdninger, der har en årlig indtægt på 400.000 dollar. Republikanerne har i stedet selv lagt et forslag på bordet, som vil hæve skatten på indkomster, der overstiger en million dollar om året.



