Der er færre brugere på Facebook - men Pinterest boomer fortsat, og Google+ stormer også frem, viser ny rapport.

USA: Der er kommet krig på kniven i den sociale digitale verden, og nu ser det ud som om den ellers almægtige konge af de sociale netværk, Facebook, får en mindre ridse i lakken, i hvert fald hvad de amerikanske brugere angår. Det skriver B.dk.

En ny rapport fra analysebureauet Nielsen Wire afslører nu store forskydninger mellem de sociale netværk og mens Facebooks brugertal er i fald (fire procent færre end for et år siden) er der helt anderledes markant vækst andetsteds på nettet.

Det pyntesyge opslagstavle-agtige sociale netværk Pinterest, fortsætter sin hippe kurs med stjernerne, og har i forhold til sidste år haft en vækst på svimlende 1.047 procent. Den heftige vækst i procent skyldes dog især, at Pinterest startede fra et lavt udgangspunkt - men netværket har dog formået at overhale Googles sociale netværk, Google+, der også har været i stor vækst med 80 procent flere brugere nu end for et år siden.

Pinterest har det særkende, at det i forhold til andre sociale netværk er mindre centreret omkring personen i sig selv, men mere om de ting billeder og produkter som folk finder spændende, sjove eller flotte, og derfor poster på netværket.

Pinterest er dog med sine 27.223.000 brugere i USA stadig mindre end job-netværket Linkedin (28.113.000 brugere i USA), der overraskende slet ikke har bevæget sig brugertalsmæssigt i USA siden sidste år. Linkedin rider ellers normalt højere på bølgerne i krisetider, fordi folk bruger det sociale netværk som kanal til et jobskifte.

Også Twitter er i fortsat i vækst i USA, hvor der er 13 procent flere brugere end sidste år.

De nævnte tal dækker alene PC-besøgende, men Nielsens rapport indeholder også statistikker over, hvordan brugerne bevæger sig på andre platforme. Også blandt de besøgende via apps, boomer både Pinterest (+1698 procent) og Twitter, (+134 procent) mens væksten i Google+ er overraskende lille med blot 86 procent.

Google har nemlig fordel af at markedsføre den suverænt største smartphone-platform i verden, Android, hvor Google+- appen er dybt integreret fra fabrikken. Microsofts lidet kendte So.cl-netværk fremgår slet ikke af analysen.