Onsdag amerikansk tid afholder Los Angeles sit årlige tilbagekøbsarrangement, hvor borgere bliver betalt for at indlevere deres våben.

USA: Los Angeles afholder onsdag amerikansk tid sit årlige tilbagekøbsarrangement, hvor borgere tilbydes op mod 100 dollar i gavekort for håndvåben, haglgeværer og rifler og op mod 200 dollar i gavekort for automatvåben, skriver Latimes.com.

Kampagnen, der normalt finder sted i foråret, er blevet fremrykket som reaktion på skolemassakren på Sandy Hook Elementary School i Newtown, Connecticut, tidligere på måneden, hvor en 20-årig mand skød og dræbte 20 børn og seks voksne kvinder, inden han skød sig selv.

Embedsmænd fra The Los Angeles Police Department (LAPD) fortæller, at våbnene kan indleveres anonymt, og at der ikke vil blive stillet nogle spørgsmål.

Los Angeles’ borgmester, Antonio Villaraigosa, startede tilbagekøbsprogrammet i 2009, og indtil videre har det fjernet 8.000 skydevåben fra gaderne. I maj i år indsamlede politiet 1.673 skydevåben, herunder 53 automatvåben, 791 håndvåben og 302 haglgeværer.

- Vi vågner alt for ofte op til overskrifter, der minder os om, at vi kom for sent, sagde Villaraigosa på et pressemøde i sidste uge ifølge Latimes.com.

- I Los Angeles tror vi på, at vi er nødt til stå sammen for at kunne forhindre lignende episoder, tilføjede han.