EU og euroen vil kollapse og en ny finanskrise truer, hvis Le Pen melder Frankrig ud af EU, siger ambassadør.

Washington. Hvis højrefløjskandidaten Marine Le Pen bliver valgt som præsident i Frankrig, vil det være en "total katastrofe".

Det siger Frankrigs ambassadør i USA, som dermed slutter sig til sin kollega i Japan i kritikken af sit lands måske kommende leder.

Le Pen, hvis mærkesager omfatter modstand mod EU og mod indvandring, håber at kunne sikre sig en overraskende valgsejr i stil med den, USA's præsident, Donald Trump, fik i november.

- Udtrykt diplomatisk vil jeg sige, at det vil være en total katastrofe, siger den franske ambassadør i USA, Gerard Araud, i et interview med Washington Post torsdag.

Første runde af præsidentvalget i Frankrig holdes 23. april. Her er Le Pen favorit til at vinde. Meningsmålingerne tyder dog på, at hun vil tabe i anden og afgørende runde 7. maj.

Hvis Le Pen skulle gå hen og vinde valget, har hun lovet, at hun vil forsøge at trække Frankrig ud af EU.

- Det vil føre til EU's kollaps, for EU uden Frankrig giver ingen mening, siger Araud.

- Det vil også være euroens kollaps og føre til finanskrise, hvilket vil have konsekvenser over hele verden, mener ambassadøren.

Washington Post beskriver Araud som en "højt respekteret" ambassadør, der har gjort tjeneste i forskellige stillinger i USA gennem årtier.

Onsdag roste han Frankrigs ambassadør i Japan, Thierry Dana, som i en klumme i den franske avis Le Monde skrev, at han vil nægte at gøre tjeneste under præsident Le Pen.

- Hvis den franske tragedie bliver virkelig og hun bliver valgt, trækker jeg mig fra alle diplomatiske funktioner, skrev Dana.

Efter de to ambassadørers udtalelser har den franske udenrigsminister, Jean-Marc Ayrault, mindet alle diplomater om behovet for "forsigtighed og neutralitetsprincip".

/ritzau/AFP