Amanda Knox og hendes ekskæreste Raffaele Sollecito er blevet endeligt frifundet i sagen om drabet på den britiske udvekslingsstudent i den italienske studieby Perugia.

ITALIEN: Sent fredag aften afgjorde den italienske højesteret appelsagen mod den nu 27-årige Amanda Knox og hendes ekskæreste Raffaele Sollecito, som var anklaget for mordet på den britiske studerende Meredith Kercher i 2007, og de er nu begge endeligt frifundet, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Amanda Knox var dengang udvekslingsstuderende i den italienske studieby Perugia, hvor hun boede sammen med to italienske studerende og en britisk studerende, Meredith Kercher, som mellem 1. november og 2. november blev dræbt af knivstik i lejligheden.

De italienske myndigheder mistænkte Amanda Knox og hendes daværende kæreste for at stå bag mordet, og i 2009 blev de dømt skyldige i drabet, men frifundet i 2011, og siden dømt i ankesagen i januar 2014. Nu har højesteret så afgjort den langstrakte sag en gang for alle og har frifundet Amanda Knox og Raffaele Sollecito.

Det var derfor en grådkvalt Amanda Knox, som natten mellem fredag og lørdag dansk tid, mødte pressen ude foran sine forældres hus i Seattle.

»Jeg er utrolig taknemmelig for alt, der er sket. For al støtten jeg har fået fra både familie, venner og fremmede. I har reddet mit liv, og jeg er så taknemmelig. Jeg er så glad for at have fået mit liv tilbage,« sagde Amanda Knox efter frifindelsen.

Da hun blev spurgt om en kort kommentar til familien til den britiske veninde, den dræbte Meredith Kercher, sagde hun:

»Meredith var min ven. Hun fortjente så meget i dette liv. Jeg er den heldige«, hvorefter hun blev ført ind i huset af sin familie.