STORBRITANNIEN: De britiske myndigheder undersøger i øjeblikket det hus i Claygate syd for London, hvor en familie, der brutalt blev skudt ned i de franske alper i sidste uge, boede. Det skriver The Telegraph.
Det lokale politi i Surrey har beordret evakuering af beboerne i de to nærliggende gader på grund af »bekymringer omkring genstande« fundet på ejendommen.
Myndighederne vil ikke kommentere på, hvad genstandene er, men bombeeksperter og militær ankom til huset kort før klokken 11 mandag formiddag dansk tid, lige som også et bomberydder-køretøj skal være ankommet.
Vejen, huset ligger på, er blevet afspærret, og store skærme skygger for huset, skriver The Telegraph.
Familien, der bestod af et ægtepar, deres to døtre og kvindens mor, blev brutalt skudt ned i deres bil under en campingferie i de franske alper i sidste uge. De to døtre overlevede skyderiet, den yngste på fire år blev således slet ikke ramt, da hun gemte sig under sin mors ben.
En cyklist, der menes at have været en tilfældig forbipasserende, blev også skudt og dræbt.
De dræbte familiemedlemmer er blevet identificeret som værende af irakisk afstamning og boede altså i det hus, som både franske og britiske efterforskere har undersøgt siden drabene. Politiet er tilsyneladende stort set på bar bund i sagen.
Vidner har således ind til videre kun berettet om en bil, der er set køre fra gerningsstedet i høj fart omkring drabstidspunktet, lige som undersøgelser af ofrene tyder på, at de er blevet skudt af flere gerningsmænd.
Politiet venter nu på, om det er muligt at afhøre den ældste datter på syv år, der overlevede at blive ramt af skud i skulderen og hovedet. Hun blev vækket fra kunstigt koma søndag, men hun er stadig stærkt bedøvet, og de franske myndigheder frygter, at hun kan være blevet hjerneskadet efter skyderiet.
Den yngste datter på fire år blev først opdaget, efter hun havde ligger under sin mors ben i otte timer. Hun er nu tilbage i Storbritannien.