Kort efter nyheden om Steve Jobs' død strømmer sympati og ros ind fra flere tidligere konkurrenter.

Steve Jobs mange kolleger og konkurrenter fra IT-verdenen er fulde af lovord om den tidligere Apple-frontmand, som natten til torsdag dansk tid døde.

Her følger et par reaktioner:

Mack Zuckerberg, stifter og administrerende direktør, Facebook:

- Steve, tak fordi du var en mentor og en ven. Tak fordi du viste, at noget man bygger kan ændre verden. Jeg vil savne dig.

Bill Gates, bestyrelsesformand Microsoft:

- Det er sjældent, at verden ser en person, som har så væsentlig betydning, som Steve har haft. Hans indflydelse vil kunne mærkes i mange generationer fremover.

Paul Allen, medstifter af Microsoft:

- Vi har mistet en unik teknologi-pioner og auteur, der vidste, hvordan man laver fantastiske produkter. Steve kæmpede en lang kamp mod hårde odds på en meget modig måde. Han fortsatte med at lave fantastiske ting på trods af al den modgang.

John Riccitielle, administrerende direktør Electronic Arts:

- Steve var unik. For mange af os, der arbejder med teknologi og underholdning, var Steve en ny form for helt, der førte an med store, modige træk og som ikke ville stille sig tilfreds med mindre end det perfekte. Han var det bedste forbillede for en leder, der stræber efter at blive stor.

Michael Dell, administrerende direktør Dell Inc:

- I dag har verden mistet en visionær leder, teknologiindustrien har mistet en ikonisk leder, og jeg har mistet en ven og kollega. Arven efter Steve vil blive husket i mange generationer fremover.

Larry Page, administrerende direktør Google.

- Han var en fantastisk mand med utrolige resultater og fantastisk genialitet. Det lod altid til, at han med meget få ord var i stand til at sige de ting, som du selv burde have tænkt på, før du selv tænkte det. Hans fokus på brugeroplevelsen har mere end noget andet været en inspiration for mig.

Steve Case, stifter af AOL:

- Jeg er beæret over at have kendt Steve Jobs. Han var den mest innovative entreprenør i vores generation. Arven efter ham vil leve videre længe.

Dick Costolo, administrerende direktør, Twitter:

- Nogle gange kommer der en person, som ikke alene hæver barren, men skaber en komplet ny målestok.

/ritzau/AFP