Natten til torsdag dansk tid mødes Donald Trump og Hillary Clinton i den sidste og muligvis afgørende tv-debat inden amerikanerne skal til stemmeurnerne den 8. november.

Og siden de to sidst mødtes i en tv-debat, 9. oktober, så har ingen af de to kandidater holdt igen med de konfrontatoriske personangreb, hvor særligt de traditionelle amerikanske medier har udgjort slagmarken, men som i timerne op til tv-debatten er blevet flyttet over på det sociale medie Twitter.

Både Donald Trump og Hillary Clinton har nemlig de seneste timer været særdeles aktive på Twitter, og har begge sendt den ene bredside efter den anden afsted mod modkandidaten.

Fokus har med andre ord ikke været synderligt meget på kandidaternes egen politiske formåen, men derimod på hinandens evner til at stå i spidsen for USA.

Således skrev Hillary Clinton eksempelvis:

'Donald Trump er god til én ting - køre hans firmaer i sænk. Og nu vil han have nøglerne til den amerikanske økonomi,' lyder det blandt andet.

Mens hun samtidig satte spørgsmålstegn ved at lade Donald Trump få adgang til de amerikanske atomvåben, når der tilsyneladende ikke skal mere end et simpel tweet til at hidse ham op.

Mangemilliardæren har nemlig flere gange i løbet af sin præsidentkampagne haft regulære vredesudbrud på Twitter. Senest da han den 30. september i en ren Twitter-storm rasede mod både Hillary Clinton og adskillige andre personer, der på den ene eller anden måde haft en central rolle i den amerikanske valgkamp.

I den modsatte lejr har Donald Trump dog heller ikke været for fin til at skyde med skarpt mod Hillary Clinton i optakten til den vigtige tv-debat. Den bramfrie præsidentkandidat beskyldte nemlig Hillary Clinton for at være særdeles korrupt.

'Hillary er den mest korrupte person, der nogensinde har forsøgt at gå efter præsidentembedet i USA,' lyder angrebet fra mangemillionæren.

De to præsidentkandidater har med andre lagt brænde på bålet til nattens debat, hvor forventingen samtidig er, at de begge vil forsøge at komme med de sidste afgørende argumenter, der skal overbevise den amerikanske befolkning.

Clinton med solid føring

Inden nattens debat kan Hillary Clinton glæde sig over, at hun fortsat har en relativ stor føring med ifølge Berlingske 347 valgmænd mod Donald Trumps 191. Og det har tidligere fået Donald Trump beskylde både medier og myndigheder for valgfusk.

Søndag lød det eksempelvis på Twitter, at valget var udsat for fusk fra »løgnagtige og forvrængede medier, som favoriserer svindleren Hillary - men også fra mange valgsteder.«

Og af den grund synes det også nærliggende, at Donald Trump vil bruge sine sidste krampetrækninger på at sætte spørgsmålstegn ved valget, hvis han skulle tabe nattens tv-debat.

Således skriver CNN's politiske reporter, MJ Lee:

»Meningsmålingerne er dårlige, og demokraterne ser stærke ud i republikanernes højborg, Arizona, så Trump vil advare sine tilhængere: Hvis jeg taber, så skal I ikke tro på resultaterne.«

Nattens tv-debat vil med andre ord være Donald Trumps sidste mulighed for at overbevise skeptikerne om, at han er i stand til at overtage præsidentembedet fra Barack Obama.

Da de to tørnede sammen i den anden tv-debat den 9. oktober, valgte de ikke at give hinanden hånden. Derfor var et af de helt store spørgsmål forud for aftens debat også: Vil Donald Trump og Hillary Clinton give hinanden hånden?

Det amerikanske valg bliver afgjort den 8. november.