Retsmedicineren har fremlagt obduktionen af 26 af ofrene for skoleskyderiet i Newtown, Connecticut, som viser, at samtlige 20 børn blev ramt mindst to gange.

USA: De 20 børn, som blev ofre for et skoleskyderi i Newtown i Connecticut fredag, blev alle ramt af skoleskyderen mindst én gang. Det fortæller retsmediciner H. Wayne Carver, som har ledet obduktionen af de første 26 ofre.

- Jeg mener, at alle blev ramt mere end én gang, sagde H. Wayne Carver på et pressemøde lørdag.

Han kunne fortælle den fremmødte presse, at samtlige børn døde, efter at være blevet ramt af flere skud på tæt hold med en halvautomatisk riffel, og at dødsfaldene dermed er blevet klassificeret som drab. Blandt de syv børn, som H. Wayne Carver selv har undersøgt, er alle blevet ramt af tre til 11 skud.

Da retsmedicineren blev spurgt om, hvorvidt børnene led, lød svaret.

- Ikke i særlig lang tid.

Alle børnene var ifølge retsmedicineren »1. klasser«. Skolebørn på første klassetrin på amerikanske skoler er omkring seks-syv år gamle.

- Jeg har arbejdet med det her i mere end 30 år og er måske ikke så følsom som den gennemsnitlige mand, men det er formentlig det værste, jeg eller nogle af mine kollegaer nogensinde har set, siger H. Wayne Carver.

Fredag tiltvang en gerningsmand, hvis identitet endnu ikke er bekræftet af politiet, sig adgang til Sandy Hook Elementary School i Newtown og skød og dræbte 26 uskyldige personer, inden han begik selvmord.

En kvinde, som ifølge H. Wayne Carver er gerningsmandens mor, blev fundet dræbt i en nærtliggende bolig. Gerningsmanden og hans mor vil blive obduceret søndag morgen.

Undersøgelsen af børnene begyndte lørdag morgen og blev færdig 13.30 lokal tid. Papirarbejdet forud for de forestående begravelser er på plads, fortæller retsmedicineren desuden.

Fire læger, 10 teknikere og en college-studerende, der havde første arbejdsdag i den retsmedicinske afdeling, arbejdede til langt ud på natten fredag med at identificerede ofrene.

Politiets talsmand Paul Vance har på et tidligere pressemøde fortalt, at politiet har sikret sig »meget gode« beviser, der kan pege i retningen af et motiv. Næste pressemøde vil finde sted søndag morgen lokal tid efter obduktionen af gerningsmanden og hans mor.