Unges forbrug af alkohol bliver kraftigt påvirket af alkoholreklamer, viser europæisk undersøgelse.

Alkoholreklamer påvirker ubevidst unge til at drikke mere alkohol, fastslår en undersøgelse foretaget af det europæiske overvågningscenter for alkoholmarkedsføring, EUCAM, blandt 9.000 unge i Tyskland, Holland, Polen og Italien. Det skriver Kristeligt Dagblad fredag.

Undersøgelsen konkluderer, at jo flere tv- og webreklamer for alkohol teenagerne har set, desto mere sandsynligt er det, at de i løbet af de seneste 30 dage har drukket sig fulde.

- Vi betragter undersøgelsens resultater som så overbevisende, at alle former for kommerciel kommunikation om alkohol bør forbydes (...) Vi er bekymrede for, at vores regeringer ikke gør nok for at reducere skadevirkningerne af alkohol, lyder det i et manifest udgivet af 71 europæiske forskere tilknyttet EUCAM ifølge Kristeligt Dagblad.

- Unges drukvaner er tæt forbundet med visuel markedsføring. Når de ser alkoholreklamer, er de mere tilbøjelige til at begynde at drikke, at drikke mere og at drikke oftere, tilføjer hovedforsker Avalon de Bruijn fra Holland.

Ifølge lektor Alice Grønhøj, som forsker i markedsføring og børn og unges forbrug ved Aarhus Universitet, peger en række mindre studier her hjemme alle i én retning: Der er ingen tvivl om, at alkoholreklamerne påvirker de unge. Dog vil der altid være forbehold i feltstudier som det fra EUCAM, pointerer hun over for Kristeligt Dagblad og peger på, at eksperimenter, hvor forskere direkte observerer unges druk efter at have set alkoholreklamer, kan give mere præcise indikationer af reklameeffekten.

BNB