Hospital i Aleppo blev torsdag ødelagt ved et direkte bombardement. Mange meldes dræbt og såret.

Damaskus: Den syriske storby Aleppo er på randen af en humanitær katastrofe efter en uge med eskalerende vold, siger Den Internationale Røde Kors Komité i en erklæring.

Senest er et hospital i byen blevet bombet.

- Et hospital i et oprørskontrolleret område af den syriske storby Aleppo blev torsdag ødelagt ved et direkte bombardement, lyder det fra organisationen Læger uden Grænser, som støtter hospitalet.

Mindst 14 patienter og ansatte - heriblandt to læger - er blevet dræbt, siger nødhjælpsgruppen.

Overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder siger, at 27 personer er dræbt, blandt dem tre børn og byens sidste børnelæge.

Både den syriske regeringshær og Rusland afviser at have bombet hospitalet. Rusland forsøger tilsyneladende indirekte at skyde skylden på den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat.

- Ingen russiske kampfly har fløjet over Aleppo de seneste dage. Ifølge vores informationer blev et fly fra et land i den såkaldte anti-IS-koalition set over Aleppo for første gang i lang tid, siger talsmand Igor Konasjenkov fra det russiske forsvar.

Aleppo er delt mellem områder, som kontrolleres af regeringsstyrkerne og af oprørsgrupper.

En ledende regeringsvenlig avis i Syrien, al-Watan, skriver ifølge nyhedsbureauet AFP, at regeringshæren forbereder en stor offensiv for at genindtage hele Aleppo, som er landets næststørste by efter Damaskus.

- Nu er tiden inde til at indlede kampen for den fuldstændige befrielse af Aleppo - og dens omliggende provins, skriver avisen.

Snesevis af mennesker er blevet dræbt under de eskalerende kampe i den seneste tid, hvor regeringsstyrkerne har optrappet luftangreb, og hvor oprørerne har svaret igen med granatbombardementer af boligområder.

Ifølge al-Watan har de syriske regeringsstyrker forberedt sig på "et afgørende slag" sammen med dets allierede. Avisen skriver, at slaget vil begynde snart, og at det vil være overstået hurtigt.

Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der sædvanligvis er velorienteret gennem et netværk af meddelere i Syrien, sagde tidligere i denne måned, at regeringsstyrker har generobret halvdelen af Aleppo.

/ritzau/AFP