Den 72-årige Hollywood-skuespiller blev fredag fundet død i Palo Alto i Californien.

Det skriver det amerikanske blad Variety, der har fået dødsfaldet bekræftet af Santa Claras retsmedicinske kontor.

John Heard. Billedet her er fra den 7. maj 2015.
John Heard. Billedet her er fra den 7. maj 2015. Foto: Harmony Gerber
Vis mere

Det velkendte ansigt fra 'Alene Hjemme'-filmene blev angiveligt fundet død på et hotel af rengøringspersonalet, skriver TMZ.

Politiet skulle ifølge det amerikanske medie være blevet tilkaldt til hotellet, hvor John Heard var blevet erklæret død. Lørdag eftermiddag er dødsårsagen endnu ikke blevet fastslået.

John Heard blev 72 år og efterlader sig kone og tre børn.

TMZ har talt med skuespillerens repræsentant, der fortæller, at John Heard onsdag havde gennemgået en mindre rygoperation, som han de efterfølgende dage kom sig efter på hotellet.

John Heard har i sin 43 år lange karriere optrådt i talrige film og tv-serier, men han er i dag kendt for især én bestemt rolle. I begyndelsen af 90’erne spillede John Heard faderen, Peter McAllister, i den succesfulde komedie 'Alene Hjemme' og 'Alene Hjemme 2'.

Han blev desuden nomineret til en Emmy for sin gæsterolle i den amerikanske dramaserie 'The Sopranos' i slut 90’erne.

John Heard har på sit CV også roller i tv-serier som 'CSI: Miami', 'Prison Break' og 'Battlestar Galactica'.