Al-Qaedas næstkommanderende på Den Arabiske Halvø, saudiaraberen Said al-Shehri, er død efter at være blevet såret under kamp i november.

Efter længere tids koma er terroristen og al-Qaedas næstkommanderende Said al-Shehri omkommet af de sår, han pådrog sig under en træfning med yemenitiske sikkerhedsstyrker i november. Det rapporterer Yemens statslige nyhedsbureau, Saba, på baggrund af en højtstående, men unavngiven yemenitisk sikkerhedskilde, skriver b.dk.

Said al-Shehris præcise dødstidspunkt er ukendt, men ifølge kilden er liget allerede blevet begravet.

- Han blev begravet af al-Qaeda på et ukendt sted som en del af strategien om at holde medlemmernes moral oppe, siger kilden ifølge nyhedsbureauet.

Angrebet, hvori Said al-Shehri blev dødeligt såret, fandt sted 28. november sidste år i Yemens nordlige Saada-provins.

Allerede i 2002 blev han anbragt i det amerikanske torturfængsel på Cuba, Guantanamo, men ifølge Reuters blev han løsladt i 2007. Han var angiveligt en af de højest rangerende saudiske militante, som USAs daværende præsident George Bush fik løsladt fra Guantanamo efter pres fra både de saudiske myndigheder og det amerikanske retssystem.

Efter løsladelsen blev Said al-Shehri fløjet til Saudi-Arabien, hvor han senere forsvandt. Da han igen dukkede op, var det som medlem af terrornetværket al-Qaeda, hvor han opnåede status af næstkommanderende på Den Arabiske Halvø.

Den cirka 40-årige al-Shehri var blandt andet mistænkt for at være indblandet i et angreb på den amerikanske ambassade i Sanaa i 2008.