Ouagadougou: Den militante gruppe al-Qaeda i det Islamiske Maghreb (Aqim) tager skylden for et angreb i Burkina Faso sent fredag.

Det skriver Site, der specialiserer sig i at overvåge militante grupper, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Bevæbnede mænd tog ved angrebet et ukendt antal mennesker som gidsler på et hotel og kasino i hovedstaden Ouagadougou. Angrebsmændene stormede hotellet, der ligger i et forretningskvarter, og kampene er fortsat i gang tidligt lørdag morgen.

Mindst 20 personer meldes dræbt, mens op mod 63 gidsler er blevet befriet i løbet af de tidlige morgentimer, skriver blandt andre nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Biler er i brand foran Splendid Hotel i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Hotellet blev sent fredag aften ramt af et terrorangreb. Nu er et andet hotel i byen blevet angrebet, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Biler er i brand foran Splendid Hotel i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou. Hotellet blev sent fredag aften ramt af et terrorangreb. Nu er et andet hotel i byen blevet angrebet, oplyser nyhedsbureauet AFP. Foto: REUTERS TV
Vis mere

I en skriftlig meddelelse skriver al-Qaeda i det Islamiske Maghreb, at gruppen målrettet gik efter hotellet "Splendid", fordi det er "populært blandt udlændinge" og "besøgt af folk fra vantro nationer", skriver The New York Times.

I udtalelsen lyder det, at de militante har sendt en besked "skrevet af islams helte med deres blod og kropsdele". Angrebet har ifølge Aqim til hensigt "at straffe kors-troende for deres forbrydelser mod vort folk i Centralafrika, Mali og andre muslimske lande".

Et højtstående medlem af Aqim opfordrede i december alle muslimer i adskillige lande, heriblandt Burkina Faso, til at udføre jihad - hellig krig, skriver Reuters.

Aqim tog sammen med to andre grupper i november skylden for et hotel-angreb i Mali, hvor 20 mennesker blev dræbt i en lignende gidseltagning.

/ritzau/