For anden gang denne uge styrtdykker aktiekurserne i Kina.

Shanghai: Uroen på de kinesiske finansmarkeder fortsætter. Torsdag er handlen på landets aktiemarkeder blevet midlertidigt suspenderet, efter at kurserne er dykket med over fem procent.

Det er anden gang i denne uge, at aktiebørserne bliver tvangsstoppet som følge af et voldsomt salgspres fra investorerne.

I Shanghai faldt indekset 5,4 procent, før handlen blev indstillet, mens indekset på børsen i Shenzhen nåede at falde 6,8 procent, inden handlen blev suspenderet.

Investorerne er i stigende grad bekymrede for udsigterne for den økonomiske vækst i Kina, og det mindsker tilliden til de børsnoterede selskabers indtjening.

Kinas centralbank forsøger at understøtte eksportvirksomhederne ved at svække værdien af landets valuta, yuan. Banken fastsætter dagligt en vekselkurs i forhold til den amerikanske dollar. Torsdag har banken for ottende dag i træk sat kursen ned.

Denne gang med 0,51 procent i forhold til dollaren.

Det er ifølge Bloomberg News den største nedsættelse, siden centralbanken i august i løbet af en uge devaluerede yuan med næsten fem procent over for dollar.

2015 ventes at markere et lavpunkt i Kinas økonomiske væksthistorie de seneste 25 år. De officielle tal for væksten sidste år bliver offentliggjort senere i januar.

/ritzau/AFP